8. november 2022

WeShare lukker til februar

MobilePay har besluttet at lukke grupperegnskabs-appen WeShare om knap tre måneder. Baggrunden er store investeringer for at kunne fortsætte, kombineret med begrænset brug af appen. En alternativ løsning ventes klar i MobilePay-appen på et senere tidspunkt.

Billede som viser WeShare oversigt i appen.

Vi har hos MobilePay besluttet at lukke WeShare fra 1. februar. Det kommunikerer vi i disse dage til appens brugere. Beslutningen er truffet af MobilePay alene, uafhængigt af at vi nyligt fusionerede med norske Vipps.

WeShare er skabt på en anden IT-platform end resten af MobilePay. Det vil kræve store investeringer at flytte den over på en ny platform. Det ville vi ikke desto mindre være nødt til at gøre, hvis vi skulle fastholde tilstrækkelig brugervenlighed, kvalitet og sikkerhed i løsningen,” forklarer Morten Kjelsø, chef for udvikling og IT i det nuværende MobilePay.

Hos MobilePay har man afsøgt flere veje frem mod at etablere et indtægtsgrundlag for den gratis WeShare løsning, eksempelvis ved at bringe andre eksterne parter ind i et fælles ejerskab.

Men selvom brugerne typisk er meget glade for WeShare, så bruger de den for lidt. Dermed bliver det umuligt at skabe en fornuftig forretning, som samtidig kan rumme plads til de nødvendige investeringer. Derfor vil vi hellere bruge vores udviklingsbudget til forbedringer, der skaber mere aktivitet og glæde hos brugerne,” fastslår Morten Kjelsø.

Forventer WeShare-lignende løsning i fremtidig app

Selvom lukningen ikke har sammenhæng med etableringen af Vipps MobilePay, så rummer Vipps-appen i dag en interessant funktionalitet, der minder om WeShare. Da Vipps og MobilePay på sigt skal samles på en fælles platform, er forventningen derfor, at det senere bliver muligt for en gruppe at afregne løbende udgifter i MobilePay-appen.

I mellemtiden foreslår vi WeShares nuværende brugere at benytte en eksisterende funktion i MobilePay-appen. Den findes under ’Anmod.’ Her kan en gruppe venner få hjælp til at beregne og dele en udgift,” siger Morten Kjelsø.

God tid til at afslutte WeShare-regnskaber

Brugerne kan benytte WeShare, som de plejer frem til 1. februar. Har man et uafsluttet regnskab i appen, er der altså god tid til at få det afsluttet. 

Har man et uafsluttet regnskab, når WeShare er lukket, kan man eksportere relevante WeShare-data via MobilePay-appen fra den 1. februar 2023 frem til den 1. maj 2023. 

MobilePay vil sende en mail i god tid, inden WeShare lukker, med information om, hvordan man eksporterer sine WeShare-data via MobilePay.