I den kommende periode vil der være ændrede åbningstider i vores Customer Support. Læs mere her.

 

8. januar 2020

Lørdag 25. april bliver Danmarks første Køb Lokalt-dag

Efter et vellykket pilotforsøg er foreløbig 14 byer og kommuner nu klar til en national lancering af ’Sæt pris på din by - Køb Lokalt’-dagen. Den afvikles 25. april. Målet er at styrke danskernes bevidsthed om at handle lokalt for at fastholde levende og dynamiske byer.

Danmarks første Køb Lokalt-dag

Danmark får sin første ’Sæt pris på din by – Køb Lokalt’-dag lørdag den 25. april. Ambitionen er, at Køb Lokalt-dagen bliver en tilbagevendende begivenhed hvert år, sidste lørdag i april. Tanken er også, at begivenheden vokser i omfang år for år.
Bag projektet står De Lokale Ugeaviser, BiDdanmark, MobilePay og reklamebureauet Marketsquare.

Parterne testede konceptet oktober 2018 i fire pilotbyer, Assens, Hillerød, Holstebro og Hærvejsklyngen (fem landsbyer i Vejen kommune). Det blev en stor succes med mange kunder i byernes butikker og underholdende og fælleskabsorienterede aktiviteter i bybilledet.

Den negative udvikling kan vendes

Baggrunden for Køb Lokalt-dagen er den kendte problemstilling med stigende butiksdød som følge af især urbanisering og øget onlinehandel. Projektets tilgang er imidlertid, at man lokalt kan gøre meget selv for at vende kurven og skabe optimisme, vækst og udvikling.

 
Målet er, at rigtigt mange butiksmiljøer i Danmark afvikler en festdag 25. april og årene efter. Borgerne og den lokale detailhandel skal minde hinanden om, at et mangfoldigt og blomstrende butiksliv er den afgørende og helt centrale forudsætning for at bevare og styrke dynamiske lokale bysamfund.

Jens Thrane-Møller
Direktør for Marketsquare

Tilmelding af flere byer

Projektet er stadig åben for tilmelding for interesserede kommuner, byer, handelsstandsforeninger og butiksmiljøer.

En by betaler selv for at deltage, incl. butikkernes deltagelse. Desuden bidrager MobilePay som sponsor. Tilmeldte byer og butikker til Køb Lokalt-dagen får en gratis kampagnepakke, så de kan pynte by og butikker med plakater, klistermærker, balloner, flag, bannere m.m. 

 

De foreløbigt tilmeldte byer til Køb Lokalt-dagen er:

  • Give
  • Søborg
  • Bagsværd
  • Buddinge
  • Holstebro
  • Herlev
  • Tønder
  • Egtved
  • Børkop/Brejning
  • Hillerød
  • Hjørring
  • Hørsholm 
  • Assens
  • Hvidovre