Nordea tilslutter sig MobilePay

13. oktober 2016​.​

Nordea tilslutter sig MobilePay

En ny partnermodel for MobilePay skal sikre forbrugere og erhvervsdrivende en endnu mere innovativ, effektiv og brugervenlig mobil betalingsplatform. Danske Bank åbner nu platformen for alle interesserede nordiske banker, og Nordens største bank, Nordea, har valgt at gå med i Danmark og Norge.

​​​
​​Nordiske partnere Det er forventningen, at flere andre banker i Danmark, Norge og Finland i løbet af de næste kvartaler beslutter at deltage i samarbejdet. - Foto: PR
Nordea har valgt at indgå i et partnerskab om MobilePay i Danmark og Norge. Formålet er at sikre forbrugere og erhvervsdrivende i Norge og Danmark en mobil betalingsplatform med stor udbredelse, høj brugervenlighed og fokus på konstant innovation.
 
Danske Bank inviterer samtidig alle interesserede danske, norske og finske banker til at deltage i samarbejdet omkring MobilePay.
 
”Med MobilePay har vi forudsætningerne for at give nordiske brugere og virksomheder et af verdens mest udbyggede mobile betalingssystemer. Nye bankpartnere med direkte kundekontakt vil styrke udbredelsen, og samtidig får MobilePay øget muskelkraft til at accelerere innovationen, så vi kan sikre den absolut bedste brugeroplevelse,” siger Tonny Thierry Andersen, medlem af direktionen i Danske Bank.
 
Markedets mest perspektivrige løsning
Hos Nordea fremhæver adm. direktør for Nordea Bank Danmark, Peter Lybecker, at den nye MobilePay-model vil sikre Nordeas privat- og erhvervskunder adgang til markedets mest udbredte og perspektivrige betalingsløsning.
 
”Det nye samarbejde er til gavn for kunderne, for markedet og de enkelte banker. MobilePay er i dag kendt for den gode brugeroplevelse, og vi vil gerne bidrage til løsningens udbredelse og den fortsatte udvikling som en innovativ digital betalingsplatform. Det vil alle brugere nyde godt af,” siger Peter Lybecker.
 
Stærkt stigende konkurrence om betalingsløsninger
Peter Lybecker og Tonny Thierry Andersen fremhæver nødvendigheden af, at bankerne samles om en stærk fælles betalingsløsning for fortsat at være førende i den tiltagende konkurrence. Mobile betalingsløsninger vinder frem med stor hast, og nye internationale aktører dukker jævnligt op, også i Norden.

Det nye samarbejde betyder, at Nordea forlader Swipp-samarbejdet og fremover i stedet vil investere i videreudviklingen af MobilePay. Nordeas privatkunder vil i første omgang ikke mærke ændringerne, mens de erhvervskunder, der ikke allerede har en MobilePay-aftale, i løbet af kort tid bliver tilbudt en flytning af den eksisterende aftale til MobilePay. Erhvervskundernes Swipp-aftaler vil dog indtil videre stadig virke.
 
Det vil fortsat være gratis for private MobilePay-brugere at benytte løsningen. Samtidig forventes Nordeas og andre bankers deltagelse at medvirke til en øget udbredelse og mere effektiv drift af MobilePay, som over tid vil muliggøre endnu mere konkurrencedygtige transaktionspriser til de erhvervsdrivende MobilePay-kunder.
 
Partnerskabsmodellen betyder, at det er muligt at kombinere den brugerflade, der har klart størst udbredelse i Danmark, med integrationen af flere bankers konti og omkostningseffektive konto til konto-betalinger. Derudover vil Nordeas erhvervskunder fremover kunne modtage MobilePay betalinger direkte på deres Nordea-konto.
 
Flere banker ventes at tilslutte sig
Det er forventningen, at flere andre banker i Danmark, Norge og Finland i løbet af de næste kvartaler beslutter at deltage i samarbejdet. Danske Bank går derfor nu i gang med at lægge MobilePay over i et datterselskab med selvstændig bestyrelse. Banken vil også ophøre med at brande MobilePay ”by Danske Bank.”
 
MobilePay har dog ikke ambitioner om at etablere sig i Sverige, hvor betalingsplatformen Swish er solidt placeret og udbygget i et samarbejde med 10 banker inkl. Nordea og Danske Bank. MobilePay vil imidlertid søge dialog med Swish med det formål bl.a. at sikre nordiske brugere mulighed for på sigt at kunne gennemføre betalinger mellem MobilePay- og Swish.
 

MobilePay er blevet en digital pengepung - Fakta og nøgletal

  • MobilePay har i Danmark over 3,2 mio. registrerede brugere og over 35.000 erhvervskunder.

  • I 2016 ventes løsningen samlet at passere 180 mio. transaktioner og over 40 mia. kr. i volumen. Knap 25% af transaktionerne foregår i butikker/erhverv.

  • MobilePay er også tilstede i Norge og Finland. Antallet af registrerede brugere er her hhv. 210.000 og 180.000. En række erhvervsløsninger er lanceret i landene gennem 2016.

Klik her for infografik med masser af funfacts om MobilePay​​

Download MobilePay til din smartphone
Vil du have MobilePay til din forretning?
Se vores løsninger til forretninger