Det er fortsat gratis at overføre penge mellem brugere i MobilePay

18. marts 2016​.​

Det er fortsat gratis at overføre penge mellem brugere i MobilePay

Butikker må gerne opkræve et gebyr, når kunder betaler med MobilePay i butikker.

​​​
​​Gratis for brugere. Det bliver ved med at være gratis at overføre penge mellem brugere - Foto: PR
Konkurrencestyrelsen slår nu fast i en ny afgørelse, at butikker gerne må videregive deres transaktionsgebyr til kunderne, når de betaler med MobilePay i butikker.
 
Påbuddet skyldes en fejl i vores vilkår, som nu er rettet ind:

”Da vi introducerede MobilePay Business, var det i en periode gratis for butikkerne. Derfor havde vi  et vilkår i vores bestemmelser, der præciserede, at butikkerne ikke måtte kræve et gebyr fra forbrugerne for at bruge betalingsløsningen”, siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay, og fortsætter:

”Da vi begyndte at opkræve et gebyr fra butikkerne, skulle dette vilkår selvfølgelig være blevet slettet. Det fik vi desværre ikke gjort, men det er rettet til nu". 

Butikkerne vælger selv
Det er helt op til butikkerne at afgøre, om de vil videregive transaktionsgebyret til deres kunder. Butikkerne skal blot leve op til betalingstjenestelovens bestemmelser, hvilket vil sige, at de ikke må opkræve mere end det faktiske transaktionsgebyr.

"Vi forventer ikke, at butikkerne vil begynde at opkræve kunderne ekstra gebyrer, da vi ikke har oplevet, at nogle butikker har efterspurgt denne mulighed", fortæller Mark Wraa-Hansen

Stadig gratis for private brugere
Påbuddet fra Konkurrencestyrelsen har i dag været meget omtalt i medierne, så derfor er det vigtigt at slå fast, at det ikke kommer til at påvirke overførsler mellem private brugere. Det vil fortsat være gratis at overføre penge mellem to private brugere.

MobilePay Online 
Betaling med MobilePay på nettet bliver ikke påvirket af påbuddet, da det stadig er de gældende kortregler, der afgør et evt. gebyr når der handles på nettet.
 

Fakta om MobilePay

  • Mere end ‌2,9 millioner danskere bruger MobilePay.
  • To tredjedele af brugerne er ikke kunder i Danske Bank.
  • Mere end ‌‌21.000 butikker modtager betaling via MobilePay fordelt på vores forskellige erhvervsløsninger.
  • Der kan betales online med MobilePay i mere end 3.200‌ danske netbutikker.
  • På et år gennemføres mere end 90 millioner transaktioner med MobilePay.