Betal dine fakturaer i MobilePay

25. maj 2016​

Betal dine fakturaer i MobilePay

Om få uger kan du begynde at betale regninger gennem MobilePay Invoice. Privatkunderne får en markant nemmere løsning, hvor de blot skal acceptere og godkende. Virksomhederne sparer betydelige ressourcer, undgår indtastningsfejl og skal bruge mindre tid på rykkere.

​​​
 
Se hvor nemt du betaler dine fakturaer i MobilePay. (00:40)
Tre millioner MobilePay brugere kan se frem til nemmere og hurtigere betaling af regninger, som f.eks. opstår efter en bilreparation eller et besøg af en elektriker.

Hidtil har danskerne modtaget regningen med mail eller post og har skullet indtaste en stribe tal og beløb. Fremover kan de nøjes med at acceptere betalingen ved at swipe godkendt i MobilePay.

Løsningen lanceres i første version sammen med netværksudbyderen Sproom og er velegnet for alle virksomheder, som sender enkeltstående fakturaer til privatkunder. Virksomheden behøver fremover kun at etablere en aftale med kunden og få kundens mobilnummer for at kunne sende regningen af sted.

”Det er en ægte win-win løsning. Kunden får sin regning digitalt og betaler nemt og enkelt. Virksomheden vil ofte få pengene hurtigere retur og opleve færre rykkere og mindre behov for fejlsøgning ved afstemning af betalinger,” siger Lars Sjögren, chef for Transaction Banking i Danske Bank.

TopDanmark og Gastech-Energi tester løsningen
Danske Bank åbner løsningen for alle virksomheder i juni måned, men tester allerede nu hos udvalgte erhvervskunder. En af dem er forsikringsselskabet Topdanmark, som ser frem til at kunne benytte den mere smidige betalingsform, når kunden f.eks. skal betale for selvrisikoen ved bilreparationer.

”Rigtig mange af vores kunder er klar til at benytte elektroniske løsninger. Med MobilePays store udbredelse er løsningen perfekt til os, fordi vi kan sikre, at beløbet og referencen på betalingen altid bliver korrekt. Det vil gøre os mere effektive og vores kunder mere tilfredse, når de nu kan betale på farten,” spår Henrik Aksel Olsen, ansvarlig for digitale opkrævningsløsninger hos Topdanmark.

En anden test-virksomhed er Gastech-Energi, som leverer og servicerer opvarmningsløsninger til industrien og private.

”Hidtil har vi brugt mail og post til at udsende opkrævninger af enkeltstående fakturaer. MobilePay-løsningen bliver et super supplement, fordi det gør betalingen lettere for kunderne,” siger Kim Bach Hansen, økonomichef i Gastech-Energi.

Sådan er løsningen skruet sammen
MobilePay Invoice bygger på en velkendt faktura-standard, som når virksomheder sender regninger til det offentlige i Danmark, nemlig NemHandel infrastrukturen. Danske Bank har også valgt at bruge det fælles indbetalingskort (FIK), der er en meget udbredt standard, som sikrer høj kvalitet ved afstemning af fakturaer.

Det er nemt for virksomhederne at komme i gang med at bruge MobilePay Invoice. De behøver blot lave mindre ændringer i deres økonomisystem. Samarbejdspartneren og e-faktura virksomheden Sproom har i forvejen hos 40.000 kunder et faktura-modul installeret, som med få tilpasninger i kundens økonomisystem giver fuld adgang til at benytte MobilePay Invoice.

”Vores løsning til at håndtere elektronisk fakturering findes allerede hos Gastech-Energi, som de næste uger tester MobilePay Invoice. Vi glæder os til at være pilot-udbyder af MobilePay Invoice, som har et fantastisk potentiale. Den vil forbedre virksomhedernes cash-flow, styrke likviditetsstyringen og bringe Danmark tættere på det kontantløse samfund. Samtidig vil den fjerne store udgifter til fysisk forsendelse af fakturaer,”siger CEO hos Sproom, Thomas Permin Berger.

Løsningen vil være gratis for privatkunderne, mens erhvervskunden skal betale et mindre gebyr pr. betaling. Alle danske virksomheder kan benytte MobilePay Invoice, også selvom de er helkunde i en anden bank. De skal blot have en konto hos Danske Bank, før servicen kan tages i brug.

Perspektivet for MobilePay Invoice
Danske Bank lancerede for få uger siden DynamicPay, et produkt, som skaber overblik over fakturaer og løser problemet med sene betalinger. Både denne løsning og MobilePay Invoice er udtryk for bankens ambition om at skabe mere helhedsorienterede og  smidigere processer omkring alle former for betalinger.

”I begge tilfælde har vi været i tæt dialog med kunderne før lanceringen, og i begge tilfælde lytter vi grundigt til den efterfølgende feedback. Derefter går vi i gang med at udvikle nye funktioner og løsninger,” siger Lars Sjögren.
 

Tilbyd dine kunder at modtage fakturaer via MobilePay

Få mere information om hvordan du kan få MobilePay Invoice til din virksomhed, så du nemt og enkelt kan fakturere dine privatkunder via MobilePay.
Se mere og skriv dig op her.​​​